Historie....

   

Hangaards Have er anlagt i tiden 1986 og til d.d. Det er havedesigner Anna Hangaard der har stået for den overordnede planlægning, og haven er bygget op over vore tanker og ideer om, hvordan man kan anlægge en have, hvor farvesammensætningerne er harmoniske, hvor plantevalget er unik for det vestjyske område og hvor haven alligevel er let at holde. For at opnå et godt resultat i haven har det været nødvendigt at starte med at opbygge et godt læbælte.

I løbet af et år er der tusindvis af pragtfulde øjeblikke i haven, hvoraf her blot skal nævnes nogle få.

Om foråret er der 40-50.000 løgplanter der pryder haven, for derefter at glide godt 1100 rhododendron og azalea. Vi har også godt 300 forskellige clematis sorter, og de snor sig op i de stedsegrønne træer og buske, giver en dejlig efterblomstring i rhododendron bedene rundt om i haven, eller bliver brugt til bunddækkende planter, hvor de hager sig fast i planter i nærheden.

Sjældne træer og buske blomstrer i sommerens løb, roser i hundredvis, heraf rigtig mange historiske og engelske, til at forskønne øjeblikket og til at give inspiration til hvilke roser man evt. selv kunne tænke sig i haven derhjemme.

Vores store labyrint, med den forsænkede have ”Oasen” er et yndet mål for børn og børnefamilierne, men en glad latter høres også fra de mange forskellige grupper og foreninger der gæster haven. Rundt omkring i haven er der borde og bænke, hvor den medbragte mad må nydes.

I Kaffestuen kan der købes kaffe m.v., og i vores butik ”Hestestalden” kan der købes brugskunst og kunsthåndværk. Ligeledes er der skiftende udstillinger.

Kommer man over 20 personer, så er der mulighed for at få grupperabat i form af en gratis rundvisning i haven. Der bliver fortalt om tilblivelsen af haven, og om de mange forskellige spændende tiltag der sker her, erfaringer vi har gjort os om bl.a. opsamling af regnvand fra tagene, hvordan vi brænder græskanterne i stedet for at bruge kemikalier for at forhindre græsset i at gro ind i vores stenkanter rundt om alle bedene og meget mere. Her bliver også mulighed for at stille spørgsmål til ejerne.

Vi vægter fugle- og dyrelivet højt, og vil gerne holde haven så vidt muligt uden brug af kemikalier, dog uden at være fanatiske. Men med omtanke kommer man langt.

Vi har gjort meget ud af at gøre Hangaards Have handicapvenlig, inde såvel som ude. Ligeledes er der en speciel sansehave. En unik oplevelse hvis man er svagtseende eller blind, døv eller hvad det end måtte være. Være i stand til at opleve alle de forskellige dufte bølge omkring sig. Kunne høre lyden af vand eller løvet rasle i vinden, den blide lyd af en klokke, eller den fantastiske samklang i planternes farvesammensætning. Føle bløde og dejlige eller stikkende plantedele og smage bær og frugter i løbet af sæsonen. Masser af oplevelser venter dig i Hangaards Have.

Vi håber, I vil nyde haven lige så meget som vi gør, og hjælpe os med at værne om den, så eftertiden også kan have glæde af den.

Hunde ingen adgang.

Vi byder Jer velkommen i vor have, og håber I får en dejlig haveoplevelse.

Med venlig hilsen Anna og Erik

  
 
Click
 
dansk deutsch

Hangaards  Have • Fasterlundvej 15, Ejstrup • 6900 Skjern
+45 9736 4310 • anna@hangaards-have.dk